631074648729618 Børnehave | Hjørring Private Realskole | HPR
top of page
Førstart til Johanne september 2022-14.jpg

Børnehuset HPR

Børnehuset HPR er et privat pasningstilbud for 3-6-årige børn

Børnehaven er en del af Hjørring Private Realskole og deler værdigrundlag med skolen. Man kan dog sagtens gå i vores børnehave uden at fortsætte på skolen. Dens formål er at fremme det enkelte barns trivsel, udvikling og læring gennem et omsorgsfuldt og anerkendende pædagogisk miljø. Ved leg, oplevelser og pædagogisk tilrettelagte aktiviteter er det hensigten, at børnene skal udvikle kompetencer og tilegne sig kundskaber, der udvikler deres evne til at indgå i forpligtende fællesskaber med respekt og åbenhed for hinanden. Børnene skal opleve en sammenhængende overgang fra børnehave til skole, udvikle grundlæggende færdigheder, stimuleres i lysten til at lære samt få kendskabet til skolens normer og værdier.

 

Børnehaven har til huse i vores nye gennemrenoverede bygning på H. F. Bjørns vej knap 1 km fra skolen. Børnehaven råder over et hyggeligt kuperet udendørsareal med legeområder i naturvenlige omgivelser, hvor børnene kan bruge deres krop og udfordre sig selv. I de indendørs rammer vægter vi et inspirerende miljø, som bærer præg af børnenes dagligdag. Arbejdet med det æstetiske miljø tager udgangspunkt i, hvordan omgivelserne påvirker børnene i dagligdagen. Det har stor betydning, at børnene oplever børnehaven som et rart sted at være, og at børnene inspireres og får lyst til at udfolde sig.

 

Sammenhæng og overgang mellem børnehave og skole kalder vi førskolestart. Førskolestart har eksisteret siden 2012, hvor vi begyndte at modtage elever et halvt år før deres rigtige skolestart i august. Vores erfaringer har vist, at vi med succes har brugt tiden frem til skolestart på en mere læringsbaseret og kreativ dagligdag med fokus på opbygning af tryghed, kendskab og alderssvarende relationer i børnenes nye miljø. Vi har givet børnene relevante kompetencer, som de med fordel har draget nytte af, når de begyndte i den rigtige skole. Med opstart af børnehave er det nu muligt at lave en endnu mere glidende overgang fra børnehave til skole, så denne bliver så tryg som muligt for det enkelte barn. Førskolestart er fysisk placeret på Hjørring Private Realskole fra januar til august. 

Det overordnede mål med børnenes tid i Børnehuset HPR er:

• At barnet udvikler sig i et trygt og inspirerende miljø

• At skabe lokale, trygge, fleksible og sammenhængende overgange fra børnehave til skole

• At sikre en optimal og tryg skolestart for hvert enkelt barn.

 

Vigtigste delmål er:

• At barnet inden endelig skolestart i august føler sig tryg og bekendt med skolens rammer

• At barnet får indsigt i, hvad det vil sige at gå i skole

• At barnet får mulighed for at knytte nye venskabsbånd

• At der er en sammenhængende indsats omkring barnets individuelle behov ved overgangen.

 

Forventninger til samarbejdet

Vi forventer, at I som forældre bakker op om værdigrundlaget for HPR og samarbejder i denne ånd. Derudover forventer vi at blive orienteret, hvis der er ændringer i barnets eller hjemmets hverdag. I kan forvente, at vi møder børnene med anerkendelse og empati og tilrettelægger hverdagen med passende aktiviteter, oplevelser og udfordringer, så børnene får udviklet og styrket deres personlige og sociale kompetencer samt sproglige og motoriske færdigheder. Der afholdes forældresamtaler, og der lægges desuden vægt på løbende dialog mellem forældre og personalet.

MODTAG VORES NYHEDSBREV

Abonnér på vores nyhedsbrev om Børnehuset HPR, og hold dig opdateret med de seneste nyheder og bedste historier fra børnehaven her på HPR.

bottom of page